Supervision m.m.

Instituttet for Social Kvalitet tilbyder individuel supervision og supervision i grupper.

Supervision kan defineres som en aftalt tidsbestemt, støttende og igangsættende proces, hvor supervisor hjælper fagpersoner med at integrere kundskaber og viden, således at fagpersonen bliver bedre til at agere i forhold til sit fags metoder og teorier.

I supervision tager man udgangspunkt i den enkelte fagpersons perspektiv på en sag, en situation eller et problem. Hvis supervision foregår i en gruppe, kan gruppen inddrages, men der vendes altid tilbage til den enkelte fagpersons udgangspunkt.

I supervision arbejder man med fagpersoners personfaglige kompetence, og den personlige del kan efter aftale med den enkelte medarbejder eller den enkelte gruppe inddrages i højere eller mindre grad. Supervision kræver etablering af rammer, der kan være med til at skabe en vis tryghed i en gruppe, bl.a. aftale om tavshedspligt, undgåelse af forstyrrelser m.m.

Supervision ydes ofte i et forløb, hvor man følger op på de beslutninger om handlinger, man tidligere er nået frem til sammen.

Sags- og episodeanalyse er en metode, som kan anvendes til at skabe fælles faglig forståelse af et menneske og dets situation. Metoden består dels af en bestemt systematik for analyse og dels af nogle principper, der fremmer åben refleksion i gruppen. Metoden er med til at sikre, at alle medarbejderes perspektiver gøres til genstand for gruppens refleksion og kan bl.a. være velegnet i tværfagligt samarbejde.

Sags- og episodeanalyse kan bruges supplerende til supervision og kan ofte benyttes, når der savnes overblik eller klarhed omkring en sag eller en episode. Metoden fokuserer udelukkende på den faglige forståelse af et menneske, dets situation eller en samspilsepisode.

Udviklingsforløb har som mål at udvikle og sikre fælles fagligt fundament i et team, en institution eller en hel organisation. Et udviklingsforløb indledes med en afdækning af teamets/institutionens behov og interesser. Derefter planlægges i samarbejde med institutionen/teamet et forløb bestående af teoretisk og praktisk undervisning, som modsvarer de afdækkede behov. Nyt stof relateres hele tiden til det konkrete arbejde, og en del af udviklingsarbejdet kan bestå i at få bevidstgjort og sat begreber på allerede eksisterende praksistilgange.

Udviklingsarbejdet kan involvere både faglige, personlige og samarbejdsmæssige aspekter.